Åbning (skak)

En åbning i et spil skak er en bestemt rækkefølge af de første træk i spillet, hvor brikkerne bringes i spil fra deres udgangsposition. De første træk kaldes åbningstræk eller åbningsspillet. I tidens løb har en omfattende mængde forskellige åbninger vist deres levedygtighed, mens mange andre er gået ud af brug eller er blevet forkastet, fordi der er opdaget spillemåder, der har givet den ene eller anden side en fordel. Teoretisk set kan hvid i sit første træk vælge mellem 20 forskellige muligheder, og derpå har sort 20 mulige svar. Antallet af muligheder stiger meget voldsomt med antallet af træk, men erfaringen viser, at der findes nogle sunde principper og mål, som bør følges, hvilket begrænser antallet af seriøse muligheder så meget, at der i tidens løb er skabt overblik over de vigtigste.

Disse forskellige åbninger er dokumenteret i en omfattende litteratur om åbningsspillet, åbningsteori. Spilles der træk, som er velkendte og beskrevne, taler man derfor om, at partiet følger bogen eller spilles efter teorien, og tilsvarende om at være ude af teorien, når et spil på et tidspunkt uundgåeligt afviger fra den kendte åbningsteori. Hvis der i et parti (mellem dygtige spillere) spilles et nyt, uprøvet træk, taler man om en teoretisk nyhed eller bare kort om en nyhed. I visse åbninger findes analyser af spillet, som kan omfatte helt op til de første 30 træk (eller flere endnu), som anses for at være de bedste for begge sider. Skakmestre bruger ofte år på at studere åbninger og må fortsætte med det, sålænge de er aktive spillere, eftersom åbningsteorien til stadighed forfines med ændringer og forbedringer. Desuden er det nødvendigt selv at se efter forbedringsmuigheder i de åbninger, man ønsker at anvende.

De mange forskellige åbninger har vidt forskellig karakter, fra rolige åbninger med positionsspil til åbninger, der hurtigt giver anledning til vilde, taktiske forviklinger og kombinationer. Dygtige spilleres valg af åbning afgøres derfor af, hvilken type stilling, de selv foretrækker at spille - og deres kendskab til modstanderens tilsvarende præferencer.

Åbningerne har i tidens løb fået navne som f.eks. spansk, siciliansk og afslået dronningegambit. Disse navne kan eksempelvis referere til den spiller, som har introduceret åbningen eller anvendt den særlig meget, eller til stedet, hvor den spilledes først etc. Navngivningen er kun en hjælp til at genkalde sig åbningen og lette identifikationen af den ved omtale eller beskrivelse. De forskellige, mulige fortsættelser af spillet inden for en bestemt åbning kaldes åbningsvarianter, og flere og flere af de vigtigste af disse har efterhånden fået deres eget navn. Eftersom sorts svar har betydning for åbningens udvikling, indgår ordet forsvar i en del af åbningsnavnene.

Som overbegreb for inddeling af åbningerne, og som bestemmes af hvids første træk, tales om åbne, halvåbne og lukkede spil, idet disse betegnelser henviser til, om åbningen typisk giver anledning til bevægelige eller mere eller mindre fastlåste bønder. I den omfattende åbningsteori er der udviklet et system, som kategoriserer åbningerne efter hvids første træk, sorts svar på det, hvids næste træk osv. osv.

ECO - http://www.ficgs.com/directory_openings.html
Wikichess - http://www.ficgs.com/wikichess.html